Sidste år i november var jeg for første gang vidne til J-Popcon, det var min kone der havde anbefalet at jeg tog kontakt til dem, med jeg var for sent ude så jeg fik ikke rigtig adgang til den. Men jeg fik da taget en del billeder af deltagerne som ventede i køen.

I år har jeg været med i arrangør gruppen, og har bedre adgang til alle events. Og det bliver en ganske travl weekend, fra fredag til søndag har jeg 16 fastlagte events som skal fotograferes og filmes. Derudover skal jeg i løbet af hele weekenden dække stemningen.

Da mit eget kamera (Nikon D700) ikke er i stand til at optage video, har Goecker været så venlige at sponsorere et D3s og en Nikkor 70-200 f/2.8 til foreningen J-Popcon. Jeg henter det i morgen tidligt og forventer mig meget af det, specielt video under koncerten, som samtidigt bliver dækket af videokameraer fra alle sider.