I november måned var jeg den officielle fotograf til J-Popcon 2010, som jeg skrev i mit tidligere indlæg så er jeg nu med i arrangørgruppen. Og det betød at jeg havde en lang weekend foran mig.

I alt blev det til 6734 filer på ~220GB, hvoraf 214 var video klip – så 6520 billeder – men så har jeg også taget både RAW og JPEG samtidigt, så de to kameraer gav mig 13040 billeder.

Fredag, lånekamera og åbningshow

J-Popcon 2010, ventende gæster foran DGI byen

Cosplayer ved J-Popcon

Fredagen startede med at jeg hentede det udstyr som Goecker havde været så venlige at sponsorere til J-Popcon, da det er en forening betyder sponsorater meget. Så Goecker havde lånt os et Nikon D3s, samt et Nikon 70-200 f/2.8 (den gamle udgave) hele weekenden.

Så jeg ankom til DGI byen omkring kl 10, og brugte det meste af formiddagen til at følge med i de ting som foregår når en så stor ting skal stables på benene. Så en hurtig frokost, og så lige hente et par ting som jeg havde glemt (typisk).

J-Popcon 2010, ventende gæster foran DGI byen

Gæster til J-Popcon 2010

Ved en 15 tiden begyndte gæsterne at ankomme og fyldte langsomt områderne i DGI byen op, og kl 16 åbnede Con’en officielt. Jeg havde allerede fredag et fuldt program der skulle dækkes, Sumo brydning, åbningsshow, et indlæg fra den Japanske ambassade, samt de rum der var åbnet kl 16.

Haruko Momoi - Åbningskoncert

Haruko Momoi – Åbningskoncert

Der var dog også tid til lige at tage billeder til Haruko Momoi’s koncert fredag aften.

Efter en lang dag med en masse stemningsbilleder og ikke så mange cosplayers som jeg gerne ville have skudt, var jeg hjemme kl 02.00 og skulle tømme hukommelseskort og lade batterier op igen.

Lørdag, det store cosplay show og 2 x koncerter

Lørdagen havde også fuldt program, der var igen en masse events der skulle dækkes, en Maid café, et par paneler med stemmeskuespillerne Vic Mignogna og Haruko Momoi. Og så gik det meste af dagen på at dække Cosplay showet, en danseopvisning af Project Chu, koncert med Sounthesia samt koncerten med PRESS PLAY ON TAPE.

Jeg havde heldigvis en bærbar computer med, så i pauserne kunne jeg tømme hukommelseskort og HD kamera.

Lørdag var forlod jeg J-Popcon kl 01.00 og gik i seng ved en 3 tiden, endnu engang skulle kort tømmes og batterier lades op.

Søndag, 80+ portrætter og glade Cosplayers

Søndag havde jeg ikke så meget der skulle dækkes, så der må jeg indrømme at der brugte jeg det meste af tiden på at få lavet nogle fede portrætter af de gæster der var klædt ud til J-Popcon. Jeg stillede simpelthen mit udstyr op og hev fat i dem som passerede mig, og tilbød at tage deres portræt.

Det var noget der kunne mærkes helt frem til torsdag, for at tage et ordentligt portræt af en person i fuld figur, bliver man nødt til at gå ned på knæ, så mandag-torsdag havde jeg svært ved at gå op og ned af trapper da jeg havde sat mig ned på knæ og rejst mig op et par hundrede gange på 3 timer.

Hvad lærte jeg af weekenden?

Da det var første gang jeg dækkede så stor en event, var der nogle ting som jeg kunne have gjort bedre. Og som skal gøres bedre næste år, men på et par punkter er jeg glad for at have være forberedt. Jeg havde lånt 2x32GB kort som begge sad i det Nikon D3s der var udlånt, og når der var pauser brugte jeg tiden på at tømme kort over på den medbragte bærbare computer jeg havde med. Det samme med det video kamera der var med, det brugte SD kort og kunne optage 2½ time. Men batteriet kunne kun klare 1½, så der placerede jeg kameraet tæt på scenen og havde det sat til strøm under koncerterne.

Da der var cosplay show valgte jeg at sidde på tilskuerpladserne, og der gjorde jeg god brug af det lånte 70-200 og mit eget 28-300, men næste år skal jeg være tættere på. Samtidigt skal der arrangeres bedre foto sessions af VIP’s som jeg næsten ikke har fået taget nogle billeder af. Så der skal jeg være mere aggressiv.

Og så skal jeg sørge for at have flere batterier med til mine flash enheder, om søndagen var 3 timers flash lidt for hårdt ved dem – Derfor gik der til sidst for langt tid med at genoplade dem til næste billede, der skal de skiftes hurtigere, og så lades op på et andet tidspunkt.

Efterbehandlingen

Lige efter J-Popcon 2010, gik PR maskinen i gang, så allerede mandag var der bud efter billeder til Ekstra Bladet’s artikel. Og selvom jeg ikke fik billeder i selv artiklen, kan nogle af mine billeder ses på Galleri: De vildeste udklædninger. Jeg gik også i gang med at gennemgå alle billeder og video materiale, og det er efterhånden blevet sorteret ud.

Nu hvor der er gået noget tid har jeg fået lagt et enkelt galleri online af de Cosplayers jeg tog billeder af om søndagen.

Næste års J-Popcon

Jeg glæder mig allerede, det var virkeligt fedt at dække det – Og der er for kort tid til næste gang.

  • Damn det er fedt at dække events! Jeg glæder mig allerede til næste års J-Popcon.
  • Sørg for at have flere batterier og hukommelseskort med